Fra Borneo gik turen videre til Langkawi og badeferie. Faktisk er det første gang vi sådan rigtigt er på badeferie på vores rejse… – Eller det vil sige, at der var lidt i Fransk Polynesien, men man kunne ikke rigtig holde ud at være ude i solen så længe – og så var der jo en del regnvejr…
Så. Langkawi var første stop på vores ø-hop-tur. Vi boede på et ganske udmærket resort i den mindre turistede del af øen. Men der var børnepool og kvinde-pool, og stille og fredeligt. Og så er der vist ikke meget mere, at sige om det.
Vi var ærlig talt lidt trætte efter at ræse rundt i de forskellige storbyer (Singapore og Kuala Lumpur), så sightseeing brugte vi ikke meget tid på.
Langkawi er mest kendt for at være tax free-zone og have lækre strande.
Den ene dag tog vi dog over til den anden by, Cenang – den mere turistede af de to store byer på øen. Her var en lækker strand(!), som vi nok fortrød lidt, at vi ikke havde besøgt noget før. Derudover var der masser af tax free butikker, med alt hvad hjertet begærer i forhold til badetøj og –udstyr, sprut, chokolade, tasker og sko osv…
Vi spiste på en rigtig lækker restaurant med den smukkeste udsigt udover vandet og stranden og ikke mindst solnedgangen. Fantastisk!
Efter 5 dage gik turen straks videre til Koh Lipe i Thailand med ”færge”. Det vil sige, det var en stor speedbåd med plads til ca. 50 mennesker – men det fungerede ganske godt, og vi kom helskindede frem.
Første projekt ved ankomsten var, at spotte vores bagage, og derefter finde vej til paskontrollen – et lille skur klemt ind mellem de mange hoteller og resorts langs stranden. Det gik relativt hurtigt, og vi kunne snart begive os af sted ned ad stranden til vores ”resort”. Det skal i denne sammenhæng måske lige nævnes, at begrebet ’resort’ bruges meget bredt i Thailand, og er derfor sjældent ensbetydende med den store luksus, som vi normalt lægger i ordet.
Men hotellet var fint. Vi tildelt to bungalows (en til os tre og en til mormor) – men desværre ikke ved siden af hinanden.
Ved siden af os boede et midaldrende par (muligvis italienere). Og tydeligvis nogle af de første vi møder, som Liva ikke charmede i gulvet fra dag 1…
Vores første morgen (omkring kl. 8.30) beslutter vi os for, at Liva skal i bad – det mener den lille dame ikke. Så det bliver trumfet igennem under tvang, og naturligt nok skrig og skrål fra Livas side.
Vores kære naboer vælger at reagere prompte med at banke på væggen. Mere end en gang. Herefter banker de på vores dør – Deniz åbner, og bliver mødt med kvinden med en tyssende finger for munden. Deniz vender sig om, og lukker døren. Da han går ind til dem lidt efter, viser de tydeligt, at de ikke ønsker at snakke med ham, og siden da får vi ”the silent treatment”…
Vi tager ud til stranden, og da vi kommer tilbage sidst på dagen, er de væk!? Det viste sig dagen efter, at de var flyttet til en anden bungalow…
Bungalows’ene var ganske fine, og meget simple. Der var ingen A/C – selvom det havde været fantastisk i den varme! Men ”kun” en blæser, som kørte for fulde omdrejninger hele natten, og hvert vågne øjeblik vi tilbragte i bungalowen. Bruseren på badeværelset var udstyret med kun en hane – om morgenen var vandet lettere køligt (det blev dog aldrig rigtig koldt), og om aftenen var det noget i nærheden af lunkent – ganske behageligt.
– Det blev så også mormors første gang at leve uden varmt vand i hanen…
Koh Lipe er en rigtig fin ø – dog noget turistet med den centrale gågade fyldt med caféer, restauranter og små souvenir-butikker osv., men det var nu også lidt tiltrængt med noget liv for os.
Stranden ved vores hotel – Sunset Beach, var også ”havn” for de mange longtail boats, som sejler rundt mellem øerne, og som taxaer og andet, så den var ikke umiddelbart så hyggelig at bade ved med al den trafik.
I stedet gik vi de ca. 15 minutter, det tog at gå til stranden på den anden side af øen – Sunrise Beach, hvor der var en anelse(!) mere roligt. Her fandt vi en hyggelig lille strandbar – meget autentisk, med gode ananasshakes og rolig musik, hvor vi tilbragte det meste af dagen.
Generelt gik dagene slag i slag på Koh Lipe med afslapning på stranden, den daglige massage (ca. 40 kr. for en times massage), og badeture i det smukke turkis-blå hav. LÆKKERT!
De sidste par dage besluttede mormor sig dog for, at vi skulle have lidt luksus, så vi lejede os ind på et ”rigtigt” resort, hvor der var swimmingpool, og nogle dejlig bløde liggestole – noget mere behagelige end de stenhårde senge, vi havde i vores bungalows. Det var skønt. Man havde næsten ikke lyst til at bade, men bare ligge og nyde den bløde madras i stedet.
Liva var dog ikke helt enig i den betragtning. Hun tog ophold i swimmingpoolen, og lå i blød her det meste af dagen, kun afbrudt af frokost og middagslur…
Fra Koh Lipe drog vi videre til den noget mindre Koh Ngai. En rigtig fin og hyggelig lille ø med kun 6-7 hoteller, ingen veje og ingen biler. Men ufatteligt smukt! Her fik vi i endnu højere grad oplevet de hvide sandstrande og det turkisblå hav! Dejligt! Varmt!
Da vi ankom til vores resort (samme historie som med Koh Lipe – men alligevel en anelse mere lækkert og velholdt), mødte vi nogle danskere, som ikke havde været klar over, at det også er en ø, hvor man stort set kun handler med kontanter. Og der er IKKE nogen hæveautomater på øen! – Så de var lidt på den, da de ikke havde taget mange kontanter med. Heldigvis havde vi mulighed for at hjælpe lidt til, og de endte med at klare sig igennem ved at færdes mest de steder, hvor de kunne betale med kort.
Bonus ved dette møde var så også, at den yngste datter, Mathilde, på 8 år, synes Liva var helt fantastisk sød og sjov, og de kunne lege sammen noget af tiden, mens vi var på øen. Dejligt!
Efter fire dage, var det på tide at komme tilbage til fastlandet, og storbyen da vi lige skulle nå at have Bangkok med, inden mormor skulle den lange vej tilbage til vinterkulden i Danmark.
I Bangkok blev vi mødt med dytten og båtten fra de mange biler, som snegler sig af sted på byens gader og stræder.
Vi forsøgte os med en Grab fra lufthavnen, men der var ikke nogen af bilerne, som var store nok til at have os alle sammen og al vores baggage med, så vi endte med at dele os op. Min mor, Liva og jeg i den ene bil, og Deniz med al baggagen i den anden…
Fra de primitive ø-resorts rykkede vi et par klasser op, i en suite i udkanten af Bangkok centrum, med A/C, to badeværelser, et lille køkken og lækker morgenmadsbuffet – ren luksus.
Bangkok var varm – meget varm! Og der var ikke helt de samme muligheder for bare at tage bikinien på, og lægge sig på en strandstol. Når nu vi var der, skulle vi også se noget!
Så vi tvang os selv til at bevæge os ud i varmen og ned til metroen (som heldigvis var utroligt behagelig tempereret!), op i en tuk-tuk (ja, mormor var med!!)
og ind til kongepaladset, The Reclining Buddha, Chatuchak Market og en masse larm og støj i gaderne.
Liva havde det rigtig svært med varmen, og det eneste, der kunne holde hende gående, var en kold juice og en is i ny og næ… – og så fandt vi heldigvis også en legeplads (endelig!!!)!
I Bangkok skulle vi også lige have overstået to fødselsdage, inden min mors afrejse. Den første – min mors havde vi haft nogle udfordringer med at planlægge. Vi ville gerne på en rooftop restaurant, men var noget udfordret af, at have Liva med (flere steder ville de ikke have børn under 7 år!?). Det endte med en booking på vores eget hotel. Da vi kom op i elevatoren og opdagede at udsigten ikke ligefrem var prangende, og der var helt tomt, samtidig med at vi så menukortet, som mindede om det du kan finde på en middelmådig café i en dansk forstad, besluttede vi os for, at vi ville prøve at finde noget andet.
Min mor havde tidligere snakket om, hvor meget hun elsker italiensk mad, så det blev temaet for vores research.
Vi endte med at finde en Jamie’s Italien i et shoppingcenter en halv times kørsel væk. (Fordelen ved at have små børn er, at man forsøger at tilgodese dem i planlægningen og derfor regner med at spise aftensmad kl. 18 – det giver mulighed for at ændre planer og spise kl. 19, og det er stadig ikke for sent – især ikke når barnet har nægtet at sove før kl. 22 alle dage den seneste måned!).
Maden var god. Vi hyggede os. Liva spiste (hvilket også efterhånden var lidt af en bedrift i varmen), og alle var glade. En dejlig aften!
Fødselsdag nr. 2 var min. Jeg havde umiddelbart ikke regnet med at vi skulle gøre noget ud af den, men Deniz havde alligevel planlagt en overraskelse for middagen om aftenen (- han er nu meget god…). Vi ankom til et fancy hotel – Hotel Muse i et lidt pænere distrikt i Bangkok, hvor vi skulle spise middag på deres rooftop restaurant og bar – The Speakeasy Rooftop Bar. Der var fedt! Det var utroligt gennemført, hvor tjenerne var iført tøj fra 20’erne og 30’erne, der var lækre cocktails og en skøn udsigt over Bangkoks skyline. Endnu en skøn aften!
Efter middagen tog vi tilbage til hotellet, og sendte min mor af sted til lufthavnen…
//Cecilie