De fleste steder vi har besøgt indtil videre, er offentlig transport billigt og relativt sikkert (dog med undtagelse af de steder hvor chaufføren har et seriøst dødsønske…)
I Mellemamerika oplevede vi, at transport generelt synes at være det laveste led i fødekæden, forstået på den måde, at det var helt vildt billigt at komme langt for yderst begrænsede midler.
Længere busstrækninger
I modsætning til rejsen med DSB, er man på de længere busstrækninger som regel garanteret en siddeplads. I Panama var der sågar “gratis” biograf undervejs. Det foregik ved at man afspillede en eller anden actionfilm for fulde hammer, men da vejene ikke er helt som de danske og filmen ofte afspilles på DVD-afspiller, så hakkede de noget så grusomt undervejs. Derudover vil man åbenbart gerne prale med, at man har aircondition i bussen, så vi måtte trække i tykke trøjer for ikke at blive forkølede undervejs.
Busserne kører fra bestemte terminaler og f.eks. i Panama City oplevede vi, at man skulle have et eller andet adgangskort for at gå fra selve busterminalen ud til bussen – det var dog ikke noget en 1-dollar mønt til den nærmeste fusker ikke kunne klare.
Skal du på en længere strækning, så sørg for at komme med i bussen fra start-destinationen hvis det er muligt, det sikrer dig i højere grad den siddeplads.
Korte busstrækninger
Her er det den omvendte verden ift. langdistance-busserne. Man spiller som regel stadig (høj) musik – de latinamerikanske indbyggere synes at holde ekstremt meget af musik og liv – men her er der ofte INGEN aircondition og man skal derfor hurtigt pakke sin tykke trøje væk igen. Derudover minder det i højere grad om at køre med DSB i myldretiden – med den bonus at det er lidt varmere og dine medpassagerer ofte har nået at perspirere i løbet af den lange dag. Måske tænker de det samme om dig… Vi tror dog bare de er lidt ligeglade, så længe der var plads i bussen!