Efter nogle dage i Bangkoks kaotiske gader, havde vi for alvor brug for endnu mere afslapning. Vi tog køreturen til Hua hin, kun knap to timers kørsel fra Bangkok, og tidligere hjemsted for kongefamiliens feriepalads.
Temaet for de næste to uger var 100% afslapning – familiehygge, dase ved swimmingpoolen, bade, lege og Deniz lærte at kitesurfe.
Selvom der ikke var meget på programmet i Hua hin blev det alligevel stedet, hvor der skete mange ting for vores lille familie.
Vi traf for alvor beslutningen om, at vi snart skulle vende næsen mod nord, og begyndte at planlægge den sidste del af vores rejse. Det var en svær beslutning, og satte for alvor en masse tanker i gang i hovederne på os, i forhold til hvordan man lige kommer ”hjem” efter så lang tid ude i verden. Ikke desto mindre er beslutningen truffet nu. Og vi glæder os til at lande i Kastrup!
I tråd med beslutningen om snart at vende næsen hjemad, besluttede vi os også for, at kigge efter lejlighed i Københavnsområdet. Efter en del research og korrespondance med vores ”små hjælpere” hjemme i København, er det nu lykkedes os at finde en (alt for dyr!) lejlighed, som vi glæder os rigtig meget til at vende hjem til.
Jagten går stadig på en vuggestueplads til Liva – som jo nærmest er en umulig opgave i København… Vi satser dog på, at hun ikke skal rende rundt hjemme mange måneder, og at det nok skal lykkes os at finde en plads til hende, så hun kan komme ud blandt jævnaldrende. Og hun glæder sig til at komme til Danmark. ”For når vi kommer til Danmark, så skal jeg se Mickey og Minnie og Anders And og Andersine og Fedtmule i flyvemaskinen…” og ”når vi kommer hjem til Danmark skal vi hjem til mormor og få en cykel og en cykelhjelm og lege med de andre børn…” – Det bliver godt at komme til Danmark:-)
Efter to uger i Hua hin drog vi østpå til Siem Reap i Cambodja. Vi blev nødt til liiiige at gøre et stop på vejen og se Angkor Wat – verdens største tempel.
Vi skulle bo lidt udenfor byen, hvilket vi endte med at være ganske godt tilfredse med, for Siem Reap viste sig at være utroligt turistet – meget mere end vi kunne have forestillet os! Måske en anelse naivt, men jeg tror slet ikke vi havde tankerne, at der kunne være en så hypet by i et land som Cambodja – egentlig lidt imponerende.
Straks vi ankom til hotellet (som i øvrigt var et rigtig lækkert hotel!), blev vi mødt af en manager (eller noget lignende), som bød os velkommen og snakkede og snakkede om, hvad vi kunne lave mens vi var der, og spurgte til hvad vores planer var.
En af de ting, der nok lidt er ulempen ved at rejse rundt på den her måde og i så lang tid, er at man ikke helt får sat sig 100% ind i hvad man kan og vil de enkelte steder. Vi har i hvert fald her i Asien ofte taget den lidt på slump og er så blevet klogere hen ad vejen… – og i virkeligheden er det lidt et farligt sted, ikke at vide hvad man vil, for de er hurtige til at komme med tusindvis af forslag, så man bliver blæst helt bagover! Der gælder det i den grad om, at holde tungen lige i munden og sig ”tak, vi tænker lige over det”, så man ikke bliver prakket en masse på (til overpris).
Turen til Angkor Wat bestod praktisk talt af to ture. Konceptet er nemlig, at man tager afsted før solopgang, så man kan se solen stå op bag templet. For at spare lidt tid om morgenen, kørte vi til billetkontoret om eftermiddagen og købte en billet, som skulle bruges dagen efter. Når man køber billet på denne måde, får man lov at få adgang til templet samme eftermiddag, og se templet ved solnedgang – og det skulle naturligvis have med! Det var flot – sollyset faldt så fint på templet, og det lyserøde skær gjorde det nærmest helt eventyr-agtigt at se på.
Vi gik ikke indenfor i bygningerne – ville gemme det til dagen efter, men stod ude foran templet og nød lyset.
Vi endte med at tilbringe vores første aften i Siem Reap på hotellet, hvor der var middag med et danse/synge-show.
Det var ganske fint, og noget fint tøj de havde på, men jeg må nok erkende, at cambodjansk (sydøst-asiatisk) musik og sang ikke lige er min kop the… Det er som om det hele skal foregå i et meget højt toneleje, og med klokker og fløjter, som altså skurrer lidt voldsomt i mine ører… (håber ikke jeg fornærmer nogen her!)
Næste morgen hev vi Liva sovende ud af sengen kl. 4.30, og satte os i en tuk-tuk til templet – sammen med alle de andre skøre turister, som også skulle se solopgangen…
Vores meget snakkende manager fra den første dag, havde lovet os at hotellet ville give os morgenmad med, men da vi ankom til templet, viste det sig at hverken vi eller vores chauffør havde fået noget fra hotellet. – Men det var en god chauffør vi havde fået! Han lovede at ringe til hotellet og finde en løsning mens vi gik indenfor som planlagt.
Vi begav os op til templet, fandt en trappe at sidde på, og ventede… – sammen med alle de andre turister…! Der var mange turister!
Da vi syntes vi havde set nok, begav vi os ind i templet.
Vi fulgte den lange stenbro, som fører op til templets indgang og gik op ad trapperne til den store ruinlignende bygning. – Sammen med alle de andre turister…
Hvis man forventer den samme overdådighed af guld og farverige udskæringer i Angkor Wat, som man ser i mange af de andre templer rundt omkring i sydøst Asien, bliver man fælt skuffet. Selvom det store tempelkompleks stadig er i brug som et helligt sted, er der ikke meget guld og glimmer inden for murerne. Derimod er det et fascinerende bygningsværk med udsmykning og krummelurer og figurer alle vegne.
Vi gik tilbage til ”den aktive” del af templet, som er en meget lille del af det store bygningskompleks. Her stod en enorm statue (klædt i guld!) af Vishnu. Hvorfor den skal stå i et meget lille rum i det store tempel, som oprindeligt var konstrueret som et hindu tempel for netop Vishnu, virker noget mystisk… Måske fordi det vist nok efterhånden har udviklet sig til at være mere et buddhistisk tempel i dag…
Da vi (og Liva!) havde fået nok af solopgang og krummelurer, begav vi os tilbage til vores tuk-tuk-chauffør i håb om, at han havde fundet en løsning på vores manglende morgenmad. Det var også her vi fandt ud af, at turen til Angkor Wat indeholder både besøg i det store tempel, som man kender fra guidebøgerne osv., og besøg ved to andre ”templer”. Så ikke nok med at vi skulle tidligt op og ikke havde fået morgenmad– vi var slet ikke færdige med Angkor Wat efter de første par timer ved det store tempel…
Vores chauffør – som i øvrigt hed Mr. Roth, kunne også fortælle os at en anden af hotellets chauffør ville møde os på vejen videre med vores morgenmad fra hotellet. Hurra!
Af sted med os, hen mod næste stop og udsigten til morgenmad på vejen! – Vi fik to fine små picnic-kurve med lidt brød, æg og vand, som vi hyggede os med at spise undervejs i tuk-tuk’en.
Næste stop var et hus (som sikket også havde været et tempel engang), hvor der voksede et kæmpe træ op igennem.
Rundt om huset – eller ruinen, som det nærmest var, kunne man se hvordan huset engang havde været smukt udsmykket som de store hindu-templer man ser andre steder omkring i Asien. Vi gik rundt om huset og gik derefter tilbage til tuk-tuk’en, klar til sidste stop på vores rute.
Det var efterhånden blevet rigtig varmt, og vi var godt trætte, så da vi kom til sidste stop – sidste tempel, var gassen gået lidt ud af ballonen. Ikke mindst for Liva, som kedede sig, var træt og som ægte grønlænder havde det ret svært med varmen.
Ifølge vores chauffør plejede besøget her at tage en times tid. Han gloede derfor noget (og grinede lidt), da vi kom tilbage efter et kvarters tid – vi måtte konkludere, at vi havde set det vi skulle og det nok var bedst for alle parter, at vi bare kom hjemad til hotellet og swimmingpoolen.
– Både Deniz og Liva faldt i søvn på hjemturen i tuk-tuk’en, så vi var ganske overbevist om, at det havde været den bedste beslutning….
//Cecilie