Rejsebudget

Før man begiver sig ud på en rejse, uanset rejsens varighed og omfang, kan det være fornuftigt at gøre sig nogle overvejelser omkring rejsens budget.

Vores rejsebudget vil være totalt umuligt at overskue, hvis ikke vi er meget påpasselige med hvordan pengene bliver brugt, fordi vi rejser så længe. Går man ud og spiser hver dag, og ikke overvejer hvordan man kommer fra a til b, så kan det hurtigt blive en dyr eller kort rejse. Et eksempel på dette er vores rejser til hhv. Valparasio og Puerto Varas. Fra lufthavnen til Valparasio orkede vi ikke at tage bussen (det ville have været en længere tur med to forskellige busser), men hoppede istedet i en taxa. Det resulterede i en pris på lidt over 700,- kr for halvanden times transport. Til sammenligning har vi købt returbilletter til Puerto Varas i en luksusbus – en tur som tager ca. 13 timer hver vej, hvor vi har sæder der kan ligges ned – helt ned så det bliver en seng. Disse billetter koster 900,- og vi “sparer” samtidig to overnatninger.

Dagligt budget

Der findes en del anbefalinger for, hvad man skal forvente at bruge på et dagsbudget afhængigt af hvor i verden man er. Tommelfingerreglen er, at et par bruger ca. 50% mere end en enlig, hvilket også passer ret godt i vores tilfælde. Der er ikke umiddelbart nogen steder, som koster mere end ca. 900,- pr. dag pr. person – hvis ikke man popper alt for mange flasker Cristal dagligt! Det er dog værd at huske på, at man kan have udgifter til f.eks. bleer eller lign. som kan være væsentligt dyre andre steder i verden. Desuden er elektronik eksempelvis også markant billigere i Europa og USA, end mange andre steder i verden. Find ud af hvor du/I skal hen, og undersøg så hvad der anbefales disse steder (vi har lænet os lidt op af anbefalingerne fra Jysk Rejsebureau, men også vurderet konkret ift. vores måde at rejse på – vi er ikke backpackere).

Holde styr på finanserne

Vi bruger naturligvis lidt tid på at holde styr på, hvor mange penge vi bruger de forskellige steder og på forskellige ting. Med de store forsinkelser der ofte er på posteringer (på netbanken), kan det være umuligt at finde rundt i hvor mange penge, man har brugt inden det er for sent. Vi har derfor allieret os med et regneark, hvor vi har delt rejsen op i bidder – og det forventede forbrug er samtidig lagt ud på de enkelte lande. Inden vi ankommer til det pågældende land, opretter vi en ny rejse i vores fantastiske følgesvend “Trail Wallet” (vi får desværre ingenting for den gratis reklame), hvor vi kan følge vores daglige forbrug.

Trail Wallet er en app til iPhone, muligvis også Android, som koster 20-25 kroner, men som nemt og hurtigt kan hjælpe med at holde styr på om vi er “on track”, eller om vi har brugt alt for mange penge den pågældende dag.

Eksempel på Trail Wallet-skærmbillede

Når en del af rejsen så er afsluttet (eksempelvis Panama), så opdaterer vi vores regneark med det reelle forbrug, og kan på den måde hele tiden holde styr på om vi er indenfor budget osv.