Vi er måske ikke de store museumsmennesker, som også påpeget tidligere, men til gengæld er vi store fans af naturen – helst i en barsk og så vidt muligt uberørt udgave (selvom det sidste er ret så vanskeligt at finde efterhånden!). Men naturens kræfter og finurligheder er uendelige, og vi kan altid facineres af en smuk udsigt, en skør klippeformation eller vandfald, hvor naturen virkelig demonstrerer sine kræfter.
Vandfald er derfor et sikkert sight, når vi planlægger vores rejser – det er som om det trækker lidt i os, når der er vand i nærheden. Og vi har efterhånden set en del vandfald – både store og mindre, som alle er fine og facinerende på hver deres måde.
…og sådan endte vi selvfølgelig også med en tur til det nordlige Argentina for at se Iguazú-vandfaldet, som ligger på grænsen mellem Argentina og Brasilien (og Paraguay). Det er nok det vildeste vandfald man kan forestille sig! Vi vil bestemt argumentere for, at det er et must see, hvis man rejser til Argentina (eller Brasilien)!
Vandfaldet består af 275 vandfald og strækker sig over næsten 3 km. Det store U-formede vandfald ”Garganta del Diablo) har et fald på 80m – og der er smæk på! Vandfaldet kan ses fra både Argentina og Brasilien og Paraguay. Vi tilbragte en dag i parken i Argentina og en dag i parken i Brasilien. Paraguay undlod vi, da vi fra flere sider fik af vide, at der ikke er meget at se fra Paraguay-siden. På begge sider, havde vi fantastiske oplevelser af vandfaldet, og jeg tror vi har taget flere tusinde billeder fra vores fire dage i Iguazù.
Vi boede i Puerto Iguazù, som var en lille soveby, der tydeligvis kun stadig er i live på grund af turismen til vandfaldene. Men det er fint – de har hvad man skal bruge, og man kan tage en bus til vandfaldene på ca. 30 min. Man kan måske argumentere, at det havde været sjovere at tage over grænsen og bo i Foz do Iguacu i Brasilien, som viste sig at være en noget større og mere livlig by. Anyway, vi valgte at blive i Argentina, og tage dagsturen til Brasilien for at se vandfaldene.
De fleste af vandfaldene ligger på den argentinske side af grænsen, og Nationalparken i Argentina var da også bestemt et besøg værd. I parken er etableret flisebelagte stier langs med kløften, så man kan gå rundt se vandfaldene stort set hele vejen. Det var både muligt at gå rundt i parken og se vandfaldene og dyrene, eller man kunne komme ud i en båd, og se (og mærke!) vandet tæt på.
Flere steder var der desuden etableret broer henover vandfaldene og platforme ude over floderne (hævet over vandet), så man kunne stå og se lige ned på vandet (og blive ret så våd af det vand der sprøjter op, når vandet falder).
Liva var ikke helt fan af, at stå i sprøjtet fra vandfaldene (på trods af, at hun havde fået en fin lyserød regnjakke til formålet), så vores visit på platformene blev korte.
Overalt i parken var der coati’er (nogle vaskebjørn-lignende dyr), der var som rotter. De var overalt i mad og skrald og meget aggressive. Det handlede om ikke at sætte mad fra sig, eller spilde på jorden, for så var de der med det samme. Og så var de ikke blege for, at spise af den mad, man selv skulle til at sætte tænderne i. Vi så blandt andet en kvinde, der netop havde sat sig ned med en sandwich, og inden hun nåede at tage den første bid, havde en coati hapset den, og var stukket af…
Umiddelbart var det en sjov lille oplevelse i parken, men overalt i parken var der advarsler om, at de kan blive aggressive og bide og rive, så vi var ikke helt afslappede med at de rendte rundt om os, når vi spiste.
Coatier var ikke de eneste dyr vi så i parken – der var masser af smukke fugle og sommerfugle. Længere inde i parken var der også capybara’er (kapivarer), som minder mest om et forvokset marsvin. Vi så også advarsler mod jaguarer, men så (heldigvis) ikke nogen.
//Cecilie