I Danmark kender vi alle konceptet med, at tage et smut over grænsen. Det betyder som regel, at man liiiige skal handle lidt… Bare et par kasser øl og sodavand, så man ikke løber tør de næste par måneder (jer fra Jylland ved i hvert fald, hvad jeg snakker om!). For os, i Argentina kom begrebet ’at tage et smut over grænsen’ til at have mange flere formål, end øl- og sodavandskøb…
Vandfaldet Iguazú kan, som nævnt tidligere, ses fra både Argentina, Brasilien og Paraguay. Efter en dag i den argentinske park, hvor vi var ude og gå på hver eneste bro henover de mange vandfald, og kørt mindst tre gange med det lille tog i parken (det var jo så det Liva, syntes var det fedeste ved parken), drog vi et smut over grænsen til Brasilien for at se vandfaldet fra en anden side.
Nu er det så heldigt indrettet, at vi, som danskere, ikke er visumpligtige til et kort smut over grænsen til Brasilien, så vi kunne roligt sætte os op i bussen, og køre afsted mod grænsen (vi skulle dog registrere udrejse fra Argentina, og indrejse igen).
Og hvis man skulle være af en nationalitet, hvor visum er påkrævet for indrejse i Brasilien, er der tilfældigvis placeret et brasiliansk konsulat i Puerto Iguazú, der meget bekvemt kan klare den slags ganske nemt og hurtigt…
Vores besøg i den brasilianske park var også en rigtig fed oplevelse! Herfra kunne man virkelig se vandfaldenes bredde og højde – en fantastisk udsigt. Der var også et par broer ud til nogle af de store vandfald, hvor man virkelig kunne få sig et brusebad, men baseret på erfaring, valgte vi at Liva ikke skulle i bad lige denne dag.
Den brasilianske park var meget anderledes end den argentinske – den var meget baseret på oplevelser og ikke kun på vandfaldene, hvorimod den argentinske havde været baseret stort set kun på vandfaldene. Det har selvfølgelig noget at gøre med de muligheder naturen giver de to lande hver især, men vi fik også en oplevelse af, at man i Brasilien var meget mere fokuseret på turisme (også udenlandsk), og at det var meget mere organiseret og ordentligt, end vi havde set det i Argentina. Da vi ankom til parken, var der turistbusser (de ligner dem der har hop-on-hop-off-service i København), som kørte turisterne op til vandfaldene. I parken var der også andre oplevelser – andet end at gå og kigge på vandfaldene. Her kunne man også komme ud at sejle tæt på vandfaldene, eller man kunne sejle i kano eller kajak længere oppe ad floden og vandre i naturparken.
Vi startede med at tage bussen hele vejen op til enden af parkvejen – der hvor de bedste udsigtsposter til vandfaldene er, og hvor der selvfølgelig også var spisesteder og souvenirbutikker. Det var meget anderledes, at sidde her og spise sin mad i fred og ro, uden coatierne raserede folks måltider. Og det var ikke fordi der ikke var nogen coatier i parken. Holdningen var bare tydeligt anderledes fra brasilianerne – flere af de ansatte rendte rundt med kosteskafter med en dåse for enden, og skræmte dyrene væk fra spiseområderne. Det kan man jo så mene om, hvad man vil, men det var i hvert fald rart, at man ikke hele tiden skulle være på vagt for, om der var et dyr, der snuppede frokosten for næsen af os!
Mange tusinde billeder senere, var det tid til at drage tilbage mod Argentina. Bussen var kun cirka en halv time forsinket, så vi var glade, da vi endelig var tilbage i Puerto Iguazú, og havde fundet et burgersted (som desuden havde en hoppeborg, hvor Liva tonsede rundt en god times tid) – skønt!
Vi havde fra flere sider fået af vide, at der ikke rigtig var noget ved, at tage til Paraguay for at se vandfaldene, når man havde været både på Argentina-siden og Brasilien-siden, så vi besluttede os for, at vi havde set nok vandfald i denne omgang.
Vi valgte dog alligevel, at tage et smut til Paraguay for at shoppe elektronik, som skulle være både billigt og stort i udvalg der. Vi manglede plads på vores SD-kort til kameraerne, og havde efterladt den eksterne harddisk (som omhyggeligt var indkøbt til denne rejse), i vores flyttelæs fra Grønland.
Igen steg vi ombord på en bus, der skulle tage os over grænsen – denne gang til Ciudad del Este i Paraguay. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente, men havde kigget på kort, og kunne konstatere, at der skulle være rigtig mange shoppingcentre lige på den anden side af grænsen.
Da vi steg ud af bussen og gik rundt i gaderne, kunne vi – allerede inden vi trådte ind i et butikscenter, straks forstå beskrivelsen af byen som ”Flensborg på speed”. Der var små boder overALT langs vejene, og de solgte alt, lige fra tøj og kufferter til kontaktlim. Det var vildt!
Vi er så kede af, at vi ikke fik taget billeder af det syn, der mødte os, da vi steg ud af bussen. Vi snakkede længe og meget om, hvad det kan sammenlignes med. Noget med et krydsning mellem et sted i Asien (formentlig Kina, men kunne også være et sted i mellemøsten) pga. de mange boder, mange mennesker og larmen, Afrika (pga. den lidt kaotiske følelse) og et sted i Europa (fordi man kunne købe alt, hvad vi ser i vores “almindelige butikker”) – I må slippe fantasien løs (som i virkelig løs!), og prøve at forestille jer det. – Eller tage dertil. Det er en oplevelse værd (men nok kun for en dag).
Vi gik målrettet til en elektronik-butik, som vi havde læst om, og gemte os herefter i et shoppingcenter med A/C (fik jeg nævnt at der også var ca. 35 grader udenfor!). Også her kunne man købe cirka ALT. Vi begrænsede os, men kom hjem med harddisk, neglelakfjerner, vådservietter, lidt tøj og andre småting…
//Cecilie