Med Liva, Cille og Deniz på tur :-)

En klar anbefaling fra vores side, hvis I nogensinde tager til Argentina er – tag masser af kontanter med! Det er de færreste steder i Argentina, de tager imod visa- eller mastercard (eller noget andet kort, for den sags skyld) – kun i de store butikker. Ikke engang kiosken på hjørnet kan man regne med, tager kort.

Det er jo sådan set ikke det store problem, man kan sørge for at handle i de store butikker, som der også er rigeligt af, og hæve penge i en af de mange banker og hæveautomater i byen. Problemet er så bare, at bankerne i Argentina tager et ekstra gebyr for at hæve i landet (udover det gebyr, de danske banker tager, når man hæver penge i udlandet). Derudover er der en begrænsning på, hvor meget man kan hæve ad gangen i de argentinske hæveautomater, som ligger væsentligt under de 2000 kr. vi typisk må hæve dagligt på danske visakort. Det maksimale vi har kunnet hæve i de argentinske automater var, hvad der svarer til omkring 800 danske kr.

Eftersom vi så småt syntes vi havde set, hvad der var værd at se i Buenos Aires, besluttede vi os for, at tage en dagstur over floden til Colonia i Uruguay. Colonia er på UNESCOs World Heritage-liste, så vi tænkte, at den måtte være et besøg værd.

En anden fordel ved at besøge Uruguay var, at vi øjnede en mulighed for at hæve nogle dollars, som vi måske kunne hjælpe vores udfordringer med manglende kontanter i Argentina (enten ved at veksle dem, eller betale med dollars, som er muligt flere steder også).

Efter ca. halvanden times sejltur og en kort guidet bustur ind til byen, erfarede vi hurtigt, at Uruguay (eller er det måske bare Colonia?) er et noget rigere land end Argentina. Vi lærte også, at portugiserne historisk set ikke har været de stærkeste krigere i kolonitiden, og at byen skiftede hænder utroligt mange gange gennem kolonitiden.

Demokratiet er højt prioriteret i det lille land. I Uruguay har man som borger pligt til at stemme, når der er valg, og man får en bøde, hvis ikke man stemmer. Det betyder også at deres stemmeprocent ligger omkring 80-90%.

Colonia viste sig heldigvis, at leve op til vores forventninger om en hyggelig lille by, velbevaret fra kolonitiden. Ca. halvdelen af byen (den del der er på UNESCOs liste) bestod af små hyggelige stenbelagte gader med små restauranter flere steder. Det skal her bemærkes, at har man klapvogn med (eller kørestol eller lignende), kommer man på stærkt overarbejde, når man begiver sig rundt i byens små snørklede stenbelagte gader.

Men der er hyggeligt! Og virkelig smukt – man kan bruge mange timer på, at vandre rundt i de små gader (ikke mindst fordi man simpelthen er nødt til at tage billede af ca. hveranden bygning undervejs).

Udover de smukke gader, kan man også opleve mange forskelligartede køretøjer i Colonia. Vi så flere, der kørte rundt i golfbiler og gamle restaurerede biler. Beboerne i byen var også kreative i deres anvendelse af (gamle) biler. Ved siden af en af restauranterne i den gamle bydel var en bil indrettet som spiseplads med et lille bord, hvor der var dækket op til to personer. Længere nede ad gaden var plantet en busk i en anden bil.

At slentre rundt i sådan en hyggelig lille by, kræver naturligvis en is, til at fordøje indtrykkene. Og Colonia blev så stedet, hvor vi fik et reelt tårn af is – ovenpå vaflen. Af de to kugler vi bestilte, kom under halvdelen af den første kugle ned i vaflen. Og kugle nummer to, blev naturligvis også bare bygget ovenpå. Tårnet var flot – men noget uhandy at gå med, og det endte da også med at Deniz’ vaffel knækkede, og han tabte hele isen på jorden. Den bedste kombination af dulce de leche- og mint-is, var tabt. Ord kan ikke beskrive skuffelsen….

Heldigvis fik den tabte is ikke lov at ødelægge vores tur i Uruguay, så vi nød det sidste af byen med en gåtur og lidt leg i en lille park, inden turen gik tilbage til Buenos Aires.