Tiden går stærkt når vi rejser på denne måde. Og Især de første to måneder, har der virkelig været fart på! Men – det har også været helt fantastisk, og vi har fået så mange gode oplevelser med os på den korte tid vi her været afsted indtil nu!
Som også skrevet i forrige indlæg, har Galapagos været en helt særlig oplevelse for os. Og selvom vi skriver dagbog og blog og har taget virkelig VIRKELIG(!) mange billeder, kan de slet ikke retfærdiggøre de oplevelser man får, når man er i situationerne. – Men vi forsøger nu alligevel, for vi vil så gerne dele vores fantastiske eventyr med alle, der gider læse og høre om det!
Efter Deniz uheld på vores vandretur og jagt efter blue-footed boobies, var vi tvunget til at revurdere vores planer om at vandre rundt på Galapagos-øerne og op i highlands på San Cristobal. Vi besluttede i stedet at tage en taxa til øens vulkankrater, som i dag skulle være en fin lagune, hvor mange dyr holder til.
Efter konsultation med flere taxa-chauffører, som gerne ville have os til at tage en længere tur med stop ved hele tre ’turist-attraktioner’ undervejs, besluttede vi os for at slå til.
Vores taxa-chauffør blev en meget lokalt-udseende mand med ternet skjorte og flot hvis hat, som ikke kunne et ord engelsk, men gladelig fortalte os en hel masse på spansk undervejs (hurra for Deniz’ fantastiske evne til at snakke med, selvom han intet fatter!).
Det viste sig desværre at være meget tåget, da vi kom op til vulkanen, så turen gik hurtigt videre til næste stop på vores tur. Vi vidste at det var noget med skildpadder, men mere rakte vores spansk-evner ikke til at forstå.
Vi blev gladelig overrasket, da chaufføren førte os ind i et ”reservat” for kæmpeskildpadder. Skildpadderne lever i deres naturlige omgivelser, beskyttet af de lokale myndigheder, som samtidig har et breeding programme i området, for at sikre bestanden.
Vi registrerede vores ankomst, og blev af vores chauffør guidet af stien i den modsatte retning af de andre turister (selvom der udtrykkeligt stod et skilt om, at stien var ensrettet! – Ikke noget der tages så højtideligt, åbenbart…). Han var allerede afsted i fuld firspring, førend vi overhovedet havde nået at kigge op fra det papir, hvor vi havde registreret vores navne.
Det er lidt sjovt med de guider og chauffører vi har oplevet på vores tur rundt i latinamerika – det er som om, de også selv er en del af turen, nærmest turister ligesom os…
Vi havde ikke gået ret langt på stien, før vores chauffør stod og ventede på os foran fire KÆMPE skildpadder! De var jo større end Liva! – og de bevægede sig S-Å langsomt, at man næsten ikke kan forestille sig det… Selv når de tyggede deres mad… Helt fantastisk! Vores chauffør mente, at de var omkring 50-70 år gamle… (jeg ved ikke hvor mange gange, han har været turist med turisterne, eller om han også skal forestille sig at være guide, men han lød meget overbevisende…) Anyway, om de så er 50 eller 70 eller et sted i mellem, var de helt fantastiske! – Intet mindre!
Vi forstsatte vores tur rundt (i Deniz’ halte-tempo – man bliver overrasket over, hvor meget man alligevel bruger sine tæer, når man går normalt, når man pludselig ikke kan bruge dem;-)). Vi så flere skildpadder i mange forskellige størrelser. Livas favoritter var nunnu-skildpadderne i breeding-programmet. De var også noget mere livlige (og måske mindre skræmmende) at kigge på.
Fra skildpadderne gik turen videre i vores taxa (som i øvrigt var en pick-up – standard taxa-bil på Galapagos). VI stoppede nogle hundrede meter længere nede ad vejen ved en sti ned mod vandet.
Taxachaufføren hoppede hurtigt ud, og begyndte at gå ned ad stien – med os halsende efter…
Da vi havde gået et godt stykke kom vil til endnu en strand fyldt med søløver. Der var en del turister – nogle badede og snorklede og pegede i vandet, mens andre stod oppe på klipperne og kiggede ned i vandet. Vi havde ikke badetøj med, og havde i det hele taget lidt svært ved at se, hvad der var så særligt ved lige netop denne strand.
Eftersom Deniz ikke var så mobil, gik jeg (Cecilie) alene op på klipperne, udstyret med kamera, for at se om jeg kunne få øje på noget nede i vandet. Oppe fra klippen kunne jeg se store havskildpadder, der lå og svømmede rundt nede i det lave vand tæt ved de badende! Engang imellem stak de hovedet op, inden de dykkede ned igen og lod strømmen føre sig rundt i vandet. Det var helt fantastisk! Jeg tror, jeg tog flere tusinde billeder af skildpadderne oppe fra klippen. Jeg var helt høj, af at stå der og se dem (jeg er generelt meget begejstret for skildpadder!)! Desværre var vandet lidt uklart, så af de mange tusinde billeder er der kun få, hvor man rent faktisk kan ane, at det er skildpadder og ikke bare klippestykker, der er i vandet…
En fed oplevelse og i det hele taget en fed dag i skildpaddernes tegn!
Fra San Cristobal gik turen videre til Santa Cruz en tidlig morgen med en stor speedbåd. Det var en noget voldsom sejltur, med ca. 3-4 meter høje bølger det meste af turen, men frem kom vi da.
Da vi skulle afsted fra San Cristobal havde de haft meget travlt med at laste bagagen ombord på båden, så de nærmest rev kufferterne ud af hånden på os. Da vi kom i land på Santa Cruz kunne vi så konstatere, at den ene kuffert var ødelagt, og solskærmen på Livas klapvogn manglede – megatræls! Især sådan et sted, hvor der ikke er mulighed for at gøre noget som helst ved det. Vi forsøgte at klage, men der var ikke rigtig nogen, der gad at forholde sig til det. Til sidst gik Deniz ned og snakkede med skibets kaptajn, som blot kiggede på ham med den største ligegyldighed. Han fik dog lov at tage tilbage på båden og lede efter solskærmen, som heldigvis lå der endnu (den som de overraskende nok ikke havde kunnet finde tidligere på dagen!).
Det endte med, at vi sendte en klage til vores rejsearrangør i Ecuador, som heldigvis viste sig at være meget serviceminded og forstående.
Vi er nu blevet ekstra opmærksomme på, at holde øje med vores kufferter og ikke overlade dem til andre en anden gang. Vi vil meget gerne have dem med os videre på resten af vores rejse…
//Cecilie