Et besøg på Galapagos-øerne var for os et at de helt store højdepunkter på vores rejse, og et absolut must-see, da vi begyndte vores planlægning.
Ja, det er mega-dyrt! Men ja, det var sgu pengene værd (undskyld, jeg bander), på trods af de udfordringer vi oplevede undervejs…
Der skete så meget på Galapagos, at vi har valgt at dele fortællingen lidt op. Vi vil derfor forsøge at skrive lidt oftere fremover, i håb om at komme mere up-to-date med vores beretninger;-)
Da vi ankom til lufthavnen for at checke ind til flyet, fandt vi ud af, at man lige skal et smut forbi de lokale myndigheder for Galapagos, og have en indrejsetilladelse til øerne – det koster naturligvis penge. Herefter kunne vi så checke os ind og komme afsted med flyveren.
Da vi så ankom til San Cristobal, skulle vi ved immigration betale endnu et fee – indgang til nationalparken.
Naturligvis havde vi ikke fået hævet penge inden afrejse, og havde ikke kontanter nok (de tager IKKE imod betalingskort!!). Det endte med at Deniz fik lov at gå igennem for at hæve penge, og så måtte tilbage igen og betale, så hele familien kunne komme igennem migration…
Vi ankom til San Cristobal om eftermiddagen. Byen viste sig at være en lille soveby, som stort set kun lever for og af turisterne, der kommer til. Butikkerne og flere af spisestederne havde for eksempel kun åbent om aftenen, når turisterne var tilbage fra diverse ture, og havde tid og lyst til at ose rundt og trave op og ned at den lille strandpromenade… Det var dog uden den store betydning, for vi havde jo ikke planer om at hænge ud i byen, mens vi var der.
Så snart vi havde læsset vores kufferter af på hotellet, gik turen mod stranden – Playa Mann. Her kunne vi så sidde og kigge på havet og pelikanerne eller bade i selskab med en kæmpe flok søløver, som havde indtaget halvdelen af stranden, og lejlighedsvis tog sig en lille svømmetur side om side med turisterne.
Et par som lå og solede sig et par meter fra os, fik besøg af en meget nærgående søløve, som møvede sig helt hen til dem, og begyndte at stikke næsen ned i deres taske. Og det er jo dyrenes ø, så hvad kan man gøre, andet end at forsøge stille og forsigtigt at tage sine ting til sig og finde et andet sted at sidde…
Vandet var koldt, så det blev ikke til meget badning for vores vedkommende. Men til gengæld kunne vi nyde en øl og nogle kiks, mens vi lyttede til søløvernes gøen…
Galapagos er jo indbegrebet af natur og dyreliv, og naturligvis skulle vi også ud og se, hvad øerne kan byde på (udover søløver på strandene!). Vi drog afsted mod Mirador Cerro Tijeretas i håbet om at se blue-footed boobies (det er fugle – ikke damebryster!), kæmpe iguanaer og hvad øen ellers kunne byde på.
Vi nærmede os den første strand, da jeg måtte springe en halv meter op i luften i forskrækkelse – der midt på stien lå den største sorte iguana jeg (vi) nogensinde har set og gloede på os…! Da vi var kommet os over chokket og havde diskuteret lidt om, hvem af os, der skulle gå forbi den først, gik vi et par skridt nærmere – så begyndte den at spytte! Ikke så langt og den spyttede vist bare ligefrem for sig, men tænk hvis den ramte os?! Lidt mere skræmte, tog vi vores videre færd op til overvejelse igen… Deniz havde Liva på ryggen i rygsækken – måske den særligt godt kan lide børn?
Mens vi stod og diskuterede, om den overhovedet er bare en lille smule farlig, kom et par andre turister gående bagfra. De kiggede lidt, trak på skuldrene og gik stille og roligt forbi kæmpe-iguanaen… Vi skyndte os at følge efter – følte os kun lidt fjollede over vores store forskrækkelse over dyret…!
Vi gjorde holdt ved stranden (hvor der i øvrigt lå masser af iguanaer rundt i buskadset), kiggede på søløverne og pelikanerne, inden turen fortsatte opad til udkigsposten, på jagt efter de blå-fodede fugle. Desværre så vi ingen, men i stedet en masse fregatfugle.
Da vi gik videre ned ad stien, som bestod af nogle meget løse sten og grus, var Deniz uheldig og faldt med Liva i rygsækken, så de tog en tur ud i krattet ved siden af stien (til bedsteforældrene: DER SKETE IKKE NOGET ALVORLIGT!). Liva blev forskrækket, men var ellers helt ok. Det viste sig senere, at Deniz havde været så uheldig at forvride to tæer – de midterste (ja, det kan man åbenbart godt!) under styrtet.
Vi valgte at fortsætte turen – Liva på min (Cecilies) ryg, og Deniz mere eller mindre humpende bagefter – vi har været et kønt syn! Den noget udfordrende sti viste sig, at blive endnu mere udfordrende, da den udviklede sig til at bestå af store klippestykker, hvor man næsten hoppede fra sten til sten og fulgte de afmærkede pile (på billedet er kun den lette version af stien – det blev meget værre!!).
Flere steder var vi i tvivl om retningen, og måtte forsøge os et par gange, før vi kunne få øje på den rigtige vej. Selvom det var hårdt – både fysisk og mentalt, var det en fed oplevelse, at færdes i den på den måde rå og uspolerede natur, hvor det er tydeligt, at naturen er til for dyrene og ikke tilpasset turisternes færden.
Needless to say, at vi var både lettede og trætte, da vi endelig kom tilbage til byen!
Pas lige på ik’?
For at det ikke skal være løgn skete det faktisk to gange, at jeg sprang en halv meter baglæns, fordi der lå sådan en satan midt på stien og gloede på mig. Billedet af mig og Liva er taget efter det skete anden gang!