Efter kun to dage i Quito, som desværre var præget af regn og højdesyge, var det tid til at pakke kufferterne og drage mod Tena og Amazonas (yay!).
Vi blev hentet af vores engelsktalende guide (Roberto), som også var chauffør og skulle køre os til Tena og være sammen med os i tiden i Amazonas. Bilen var dejligt stor, og lugtede svagt af benzin – en skøn cocktail på sådan en 5 timers køretur for fuld gas gennem bjergene.
Vores kære guide virkede på mange måder ligeså meget som en turist som os – han havde hverken styr på vejen til Tena (og måtte ind og spørge om vej undervejs) eller programmet for dagene mens vi opholdt os i Casa del Suizo (vores hotel ved Amazonas). Han var dog en ganske udmærket tolk, når vi en sjælden gang imellem havde behov for det…
Casa del Suizo lå helt fantastisk ved flodbredden på kanten af Amazonas. Det ligger hævet over vandet, så man har en fantastisk udsigt til regnskoven og kan følge med i trafikken af de små både, der sejler rundt på floderne.
Dagen efter ankomsten tog vi ud til et Animal Rescue Center i udkanten af Amazonas.
På centret boede rigtig mange papegøjer og flere forskellige abe-racer, men der var også vildsvin, skildpadder, en alligator og et par små leopard-agtige dyr (kan ikke huske, hvad de kaldte dem).
Derudover var der flere spider-monkeys i området, som ikke var en del af centret, og som kravlede rundt på burene og legede tag-fat. De fleste af dyrene havde en historie som kæledyr, hvor ejeren så typisk ikke har gidet dem mere, eller de er blevet reddet af f.eks. politiet (det er ikke tilladt at have vilde dyr som kæledyr i Ecuador). Andre har boet på hoteller, hvor de har været en attraktion for turister, som kunne blive fotograferet sammen med dem, eller lignende. Alle dyrene havde en historie, og det var tydeligt, at de frivillige gik meget op i, at kende historierne for hvert enkelt dyr.
Jeg har altid beundret den slags arbejde, som de her rescue-centre gør, og synes i virkeligheden det er et meget bedre sted at se levende dyr end en zoologisk have… (desværre en anelse mindre tilgængeligt under de himmelstrøg, vi normalt befinder os i).
På vej tilbage til hotellet fra rescue-centret, fik vi mulighed for at prøve tubing (at flyde i store gummiringe) på en af floderne i regnskoven. Vi havde ikke planlagt, at prøve det, men endte alligevel med at springe til, da muligheden bød sig. Det var en fantastisk oplevelse, at ligge der midt på floden i Amazonas, og bare lade sig flyde med strømmen! Liva var noget betænkelig i starten, men endte med at synes det var super sjovt at sidde og sejle ovenpå far.
Gårsdagens regnvejr gjorde, at det blev en begivenhedsrig dag, så om eftermiddagen hoppede vi atter i en af de små flodbåde, på besøg hos en mindre indianerlandsby inde i regnskoven. Det var et utroligt spændende besøg, hvor guiden (hotellets, ikke vores egen) fortalte om indianernes levevis. Vi blev inviteret indenfor i deres huse, hvor der ikke var andet end et ildsted, nogle bænke og et par hylder med nogle tallerkner og skåle (lavet af kokosnøddeskaller).
Vi lærte om deres skikke, og om hvordan de laver en særlig drink, når de skal fejre noget. Drinken (kan desværre ikke huske navnet på den), laves på lokale grøntsager, søde kartofler eller lignende, som blandes med vand, og sættes til at fermentere (de er åbenbart helt med på den vestlige mad-mode i Amazonas). Drinken skal helst fermenteres i mindst 5 dage, for at den er rigtig god.
Som ny gæst i landsbyen (hvis beboerne ikke kender dig) bliver du ikke budt på en drink direkte af værterne. I stedet bydes den person, som har inviteret dig med, og det forventes, at han byder dig på drinken.
Hvis du så kommer til landsbyen igen, og de ved, at du kan lide deres drink, bliver du budt direkte af værterne.
Udover at blive budt på deres drink (som efter sigende smagte bedre end den lugtede), blev vi også præsenteret for en af de populære lege, som man dyrkede i indianerlandsbyen – at skyde til måls med pusterør.
Efter to forsøg ramte Deniz lige kanten af skydeskiven, og kunne gå fra landsbyen med brystet hævet. Vores kære guide, havde mindre held med pusterøret, men var dog tæt på at gøre kål på en af de høns, der løb frit omkring i landsbyen.
Et andet lille lokalt trick, som vi lærte af indianerne (og som havde været fantastisk viden, da vi blev ædt op af myg i Santa Fe), er at de sætter ild til eremitboer, og lader dem stå og ryge, så de virker som mosquito repellent (sateme genialt!).
Inden turen skulle gå videre til Baños næste morgen, tog vi på en lille tur ud for at se sommerfugle. Det var nu lidt snyd, for sommerfuglene var inde i et ”drivhus”, som blev drevet af hotellet (aka turistfælde), hvor de dog også havde et breeding programme.
Men smukke var de, og der var mange af dem! Liva var nu ikke helt fan efter flere af dem var fløjet direkte ind i ansigtet på hende (måske de mister deres navigationsevner, når de bor i et drivhus?) Hun var i hvert fald lettet, da vi skulle ud igen, og gik tilbage mod hotellet og skulle videre mod Baños.
//Cecilie