Velkommen til Asien

Det er efterhånden lidt for længe siden, at I har fået en opdatering her fra. Vi har rejst en del den seneste måneds tid, og jeg ved godt det lyder helt absurd, men der har vitterligt ikke været meget tid til at skrive!

Men det ændrer sig nu! I hvert fald for en tid….

Vi sagde farvel til Oceanien og det mere velkendte (læs: vestlige) indspark langt væk fra Danmark, og ramte Singapore. Det var et glædeligt gensyn for både Deniz og jeg – det er altså en fed by!

Når man går rundt i Singapores gader, får man lidt følelsen af, at ”anything is possible” – det koster(!), men det er muligt! Singapore er en dyr by, og derfor havde vi også kun meget lidt tid der. Men det er et centralt stop i Asien, og vigtigst af alt – det var der vi skulle møde mormor, som skulle rejse rundt med os den kommende måned! – Spændende på mange måder!:-)

 

På dag 2 i Singapore skulle mormor ankomme – ENDELIG!!! Liva havde glædet sig helt vildt, og snakkede ikke om andet end, at nu kommer mormor. Så ja, den første dag i Singapore var liiiidt lang….

Vi slog tiden ihjel den første dag med en gåtur i Fort Canning Park – et lækkert sted. Meget pænt og ordentligt (endnu et argument for, at Singapore på mange måder ikke rigtig er Asien), velpasset med masser af planter og træer og stier, som var klapvognsvenlige. Dejligt!

Vi tog til lufthavnen alle tre, for at hente mormor. Det var en træt mormor, der endelig viste sig i ankomsthallen (efter at have ventet i noget nær en time på sin kuffert!), men gensynet var glædeligt! – For alle parter. Vi skyndte os at finde en bil, og køre til vores såkaldte lejlighed (den var ikke ret stor!).

Vi var i det hele taget spændte på, hvordan det skulle blive at rejse sammen alle sammen – vi havde en del rejseri på programmet, og Deniz og jeg er jo nærmest blevet vant til ikke at snakke med andre mennesker end i hinanden (og så de flygtige bekendtskaber man får undervejs på campingpladser, legepladser og lignende).

Første udfordring var at finde aftensmad… Både Deniz og jeg elsker jo mad, generelt. Og asiatisk mad er ingen undtagelse. Men hvordan skal man klare sig i Asien, hvis man ikke kan tåle krydret mad…? Det bliver i hvert fald mormors eksperiment på denne tur!

Første erfaring: hvis man rammer de mest turistede (læs: dyre!) steder, kan man få andet end asiatisk mad – første gang blev det til tapas ved Clarkes Quay…

For lige at give den en ekstra skalle på turist-kontoen, fulgte vi middagen op med en sejltur på Singapore River. En smuk tur, hvor lysene fra byen og de mange (høje) bygninger funkler smukt i den mørke aften.

Turen bød naturligvis også på et smut forbi det dansende springvand med lysshow ved Marina Bay.

Utroligt flot, imponerende – og lidt for meget…. Liva elskede det, og skuffelsen var stor, da showet sluttede, og båden sejlede videre.

Noget af det, der er fascinerende ved Singapore er også den store mangfoldighed. Der er vitterligt mennesker og kulturer fra hele verden, samlet i den lille stat. På vejen hjem fra Clarkes Quay gik vi blandt andet forbi restauranter med mad fra Japan, Korea, et pizzeria, et steak house og en arabisk restaurant med en mavedanser, der dansede rundt foran indgangen, til stor fornøjelse for de forbipasserende (inklusiv Liva – hun var helt vild med det!). Om det tiltrak flere gæster til deres restaurant, var dog ikke lige til at gennemskue…

 

Udover den store mangfoldighed i Singapore, er jeg personligt ret imponeret over, hvordan byen hele tiden forandrer sig. ”Gamle” bygninger rives ned, og nyt opstår i løbet af få år! Ja, det er godt nok ti år siden jeg var der sidst, men jeg kunne vitterligt ikke kende byen igen – og for Deniz er det kun 5 år siden…! Vi måtte derfor udnytte dagene og lege turister med et besøg ved Gardens by the Bay, som et noget af det nyere, der er blevet etableret i Singapore. Det var ganske fascinerende! I marinaen er bygget kæmpestore ”drivhuse”, hvor der gror alskens planter – og så er det tempereret.

Vi besluttede os dog for, at det var nok at opleve det udefra, hvor der også var en lækker park, som vi travede rundt i og nød, at det var overskyet, og vi derfor kun svedte minimalt…

 

Deniz’ store fascination denne gang var Marina Bay Sands, hvor man har bygget et skib (ja, et skib!?) på toppen af tre høje bygninger (et hotel). Og i skibet er der naturligvis en swimmingpool og en bar! – Det skulle opleves, så eftermiddagsdrinken blev indtaget på et skib højt oppe over Singapores gader med udsigt over hele byen!

En fantastisk oplevelse, og en dejlig afslutning på vores lyn-visit i Singapore!

 

//Cecilie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *