Efter en måned i autocamper i New Zealand, var vi ærlig talt en anelse betænkelige ved tanken om yderligere 11 dages camping og ’simple living’ i Australien.
Vi hentede campervanen sent om aftenen, og vores søde værter (vi lejede den gennem AirBnB) havde redt op til os i deres gæsteværelse/datterens legeværelse, så vi slap for at rede op i camperen så sent om aftenen – fantastisk sødt af dem, og lidt en lettelse for os! Og der var service på – næste morgen lavede de morgenmad til os, inden vi kørte – BONUS!
Det er ikke mere end tre år siden vi var i Australien, og vi synes egentlig vi har set, hvad vi gerne ville her. Så vi havde besluttet os for, ikke at lave nogle konkrete planer for vores 11 dage i Sydney, men i stedet bare tage tingene som de kom.
Vejen til vores ”værtsfamilie” fra lufthavnen havde været med både Uber og tog fra lufthavnen, og vores søde Uber-chauffør havde anbefalet os at tage til Ulladulla syd for Sydney. Alene navnet ”Ulladulla” var nok til, at vi planlagde en tur derned, som det første efter vi havde hentet bilen.
Ulladulla var en fin lille by – der var ikke så meget at se og lave, så vi tilbragte et par dage med at tage på stranden og bestige det enorme legetårn campingpladsens legeplads (det sidste var nok mest Liva…).
Vi ramte Ulladulla på Australiens nationaldag – Australia-day, som også tilfældigvis lige var op til en weekend, så der var godt med mennesker og festligheder på campingpladsen.
Inden vi kørte nord på til Jervis Bay, var vi et smut forbi Pebbly Beach, hvor der skulle være kænguruer på stranden. Da vi kom frem stod der allerede en kænguru og bød os velkommen på parkeringspladsen.
Selvom vi har været i Australien og set masser af kænguruer før, kan de stadig fascinere mig! De er ret store(!) og på en eller anden måde ret ulogisk formet med de store fødder og bagben, små forpoter og lille hoved. Og så hopper de vildt hurtigt!
Desværre var der ingen kænguruer nede på stranden, men de havde gemt sig lidt oppe i landskabet inde i en privat have, hvor de lå og solede sig.
Liva var heldigvis også ret fascineret af dem, og var ikke til at hive tilbage til bilen, da vi skulle køre igen.
Fra Pebbly Beach gik turen nord på til Huskisson ved Jervis Bay, der skulle være et rigtig smukt område. Og det var det! Her kunne vi virkelig få en smagsprøve på de kridhvide sandstrande og det turkisblå hav, som Australien kan byde på.
Naturens farver syntes at være gennemgående for vores ophold i Huskisson. Rundt om os på campingpladsen fløj massevis af fine grønne papegøjer – næsten som gråspurve. De var SÅ flotte!
Den ene dag, da vi var på vej ind til byen, gik vi forbi et par, som stod og fodrede papegøjerne. Det var helt vildt så mange der var – og de snakkede og pippede non-stop!
Også byen Huskisson var utroligt hyggelig. Fra campingpladsen gik der en hyggelig gang-sti langs med kysten ind til byen. Byen bestod af en fin central gade langs med kysten, hvor der var både et par hyggelige caféer og butikker man kunne underholde sig med.
Den ene dag tog vi på delfincruise i bugten. Desværre var der ingen delfiner (på trods af, at der ellers skulle være en flok, som særligt holdt til i bugten), og pga. tidevandet kunne de ikke sejle rundt for længe og kigge, så vi måtte nøjes med at have fået en lækker sejltur i det smukke landskab.
Da vi sejlede ind mod havnen, var det blevet så lavvande, at kaptajnen måtte bede alle passagerer om, at gå frem forrest i båden, for at undgå at støde på i det lave vand. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget lignende andre steder – ville man så måske bare ikke sejle ud, hvis man vidste, at der var risiko for at det blev så lavt, at man muligvis ikke kunne komme ind igen…?
Fra Huskisson drog vi mod Sydney – det var på tide med lidt storbystemning! Vi snød lidt, og bookede os ind på en B&B i Balmain. Et rigtig fint, lidt pænere kvarter, hvor yuppierne bosætter sig, med lækre spisesteder og butikker – kan måske sammenlignes lidt med Østerbro (uden at fornærme nogen!)… Og så lå det kun en lille gåtur og en sejltur fra Operaen, som vi naturligvis også måtte et smut forbi (igen).
Ved vores sidste besøg i Australien, havde vi nøjedes med at se den smukke bygning udefra, så vi besluttede os for, at vi måtte ind og opleve den rigtigt denne gang. Vi købte billetter til et show med Ben Folds, som vi indtil da aldrig havde hørt om, og hvis musik vi ikke kendte. Men beskrivelsen lød fin, så vi gik all-in og glædede os til en aften med musik!
Og det var bestemt en oplevelse! Ben Folds viste sig at være både dygtig og underholdende! Og lyden i operahuset var naturligvis heller ikke noget at klage over!
Skråt overfor vores B&B lå en fin tyrkisk restaurant, Efendy, som vi dels ud af dovenskab, og naturligvis nysgerrighed og sult blev nødt til at prøve allerede første aften i Balmain. Og det viste sig at være en rigtig god beslutning! Fantastisk mad! Og søde tjenere og god atmosfære! Faktisk var den så god, at vi besluttede, at vi måtte tilbage og spise brunch sammen med Matt og Lanah, vores kære australske venner, som vi skulle tilbringe weekenden sammen med et par dage senere.
Og så… Et skønt gensyn med Matt og Lanah i deres fine lille hjem i Summer Hill! Aaah… Et par dage med hygge, godt selskab og god mad!
Og det var maden og stemning, der styrede vores færd rundt i Sydney den weekend. Med en anbefaling hjemmefra, jagtede vi den gode hummus i Surrey Hills, hvor vi først kiggede ind i Brett Whiteleys tidligere hjem og studie, der bød på en interessant indblik i kunstnerens liv og kreativitet.
Tilbage til hummussen… Vi gik ind i restauranten, og blev hurtigt mødt af en noget gnaven tjener, der løb rundt og skældte ud og bandede på tyrkisk. Hun blev nærmest fornærmet over vores spørgsmål til bestillingen, og vi var nærmest lettede, da vores mad kom, så vi kunne fokusere på den gode oplevelse. For det var det heldigvis! Det var intet andet end den bedste hummus, jeg har fået! (Tak til Thor for anbefalingen – vi var meget glade!!)
Søndagen stod den på brunch på Efendy, og endnu en dejlig mad-oplevelse! Herefter et besøg på nærmeste legeplads, inden vi igen måtte tage afsked med Sydney, Lanah og Matt, for at tage videre til Singapore og påbegynde vores rundtur i Asien.
//Cecilie