Fra Queenstown gik turen videre tværs gennem landet til Lake Tekapo.
Vi var ikke kommet ret langt udenfor byen, før vi måtte have et stop ved A.J. Hackett Bungy (til de der ikke ved det – og lidt nørderi, var han manden som stod bag ekstremsporten bungy jumping og foretog mange vilde spring op gennem 80’erne – bl.a. fra Eiffeltårnet i 1987). Det blev dog ikke til noget hovedspring fra en bro i denne omgang, men vi fik da overvejet situationen et par gange, inden vi konkluderede, at det nok alligevel vil være sjovere en dag, hvor det ikke regner…!
Køreturen tværs gennem landet var noget helt andet, end vi ellers har set, når vi har kørt rundt i New Zealand, og i stedet for de store grønne marker, mødte vi nu mere klippelignende terræn og mange søer, floder og kløfter på turen. 
Mulighederne for camping i området omkring Lake Tekapo er ikke ret store, men vi fandt et freedom campsite ved Lake McGregor, som ligger lige før Lake Tekapo – et campsite lige ud til søen. Der var så lækkert!
Selvom det kan være noget primitivt med de der freedom campsites er det oftest dem, der har de bedste beliggenheder. Der var kun lige et par toiletter (huller i jorden), et par håndvaske med hånd-pumper og skraldespande. Alligevel synes jeg klart det var et af de skønneste steder, vi har boet i New Zealand. Smukt og uberørt!
Dagen efter gik vi en tur rundt om søen inden vi hoppede ind i bilen, og kørte det sidste stykke til Lake Tekapo.
Også her var der utroligt flot! Den store sø, bjergene i baggrunden og campingpladsen lige på den anden side af vejen fra søen.
Siden Fox Glacier har vi oplevet at møde de samme turister igen og igen på de forskellige campingpladser og turistattraktioner. Og kort tid efter vi var ankommet til campingpladsen i Lake Tekapo fik vi nye naboer, som viste sig, at være de tyskere, som vi havde boet ved siden af i Queenstown med lille baby Emma…!
Jeg har før skrevet om, hvordan det kan være sjovt at møde andre kulturer, når man rejser rundt på den her måde, og få sat egne værdier og måder at gøre tingene på i perspektiv. Dette gælder også for forældre-rollen, hvor det tyske par i hvert fald fik sat perspektiv på nogle af vores (måske mest mine) følelser omkring hvad ”man gør”, som forælder. Efter de havde lagt deres datter til at sove om aftenen, lukkede de bilen af og gik sammen ned i bad og herefter på aftentur… – Vildt i mine øjne (og beundringsværdigt, men mest vildt!). Jeg ville gå hele vejen og tænke, at tænk nu hvis barnet vågner, og gerne vil have sin mor, og jeg så ikke er der?! Jeg kan da godt se, at hvis de har sådan et barn, der altid bare sover, kan det virke fjollet at vove over det. Men tror nu alligevel den altid ville ligge i baghovedet på mig. ”Tænk nu hvis….”
Selve byen Tekapo var en ganske lille og meget rolig by – ikke det store tju-hej. Der var et par gode og hyggelige caféer, et par souvenirbutikker og en fin gammel kirke, hvor man kunne kigge lige igennem og se udover søen – fantastisk smukt!
Vi besluttede os for at tage ”the scenic route” fra Lake Tekapo til Christchurch, og faldt over en campingplads ved Rakaia Gorge – et fantastisk smukt område! Vi kørte ind på pladsen, og endte med at være heldige og få ”et site with a view”, som camping-mutter kaldte det. Helt oppe ved skrænten med udsigt over kløften tilbragte vi en skøn eftermiddag og aften.
Der var hverken legeplads eller pool eller andet på pladsen, men til gengæld en stor græsplæne, som Liva nød at løbe rundt på. Og så var der sten på stien – hvad mere kan man ønske sig?! Barnet var glad og så var forældrene det naturligvis også!
Endelig nåede vi østkysten og Christchurch. En noget anden oplevelse, end vi havde forventet. Byen er stadig tydeligt mærket af jordskælvene i 2010 og 2011, som ødelagde store det af byens centrum og mange markante bygninger og boligblokke. Vi tilbragte det meste af vores første dag i Christchurch inde i centrum, og blev noget overraskede over at byen ligeså stille døde ud hen på eftermiddagen. Det viste sig, at mange mennesker og butikker (inkl. caféer og restauranter mv.) valgte at flytte ud af centrum efter jordskælvene, der skabte så store ødelæggelser. Det har forvandlet Christchurch til en underlig lidt spøgelsesagtig by, hvor folk bor udenfor byen – tager ind til centrum og arbejder, og tilbage til deres hjem om eftermiddagen/aftenen og efterlader byen mere eller mindre øde. En meget underlig oplevelse – og noget specielt at være turist her.
Dermed ikke sagt, at Christchurch ikke har noget at byde på. Vi fik skam en masse gode oplevelser med, hvor vi kørte en tur rundt i byens lille tog, og sejlede i ”punt” ned af Avon River.
Mens vi var i byen, var der en festival for performance art, så vi hoppede af toget et sted i nærheden af Botanisk Have, og fik lov at opleve en sækkepibe-spillende skotte på en et-hjulet cykel. Ganske underholdende!
Vores sidste stop i New Zealand skulle have været en tur til i Kaikoura for at se hvaler og delfiner og andre havdyr. Vi ringede et par dage før, for at booke en sejltur, og fandt ud af, at de ikke ville tage os med pga. Livas alder – hun er åbenbart for lille til at sidde i en af deres både…?!
Vi forlod alligevel Christchurch som planlagt, og kørte i retning af Kaikoura. Efter en lille times kørsel besluttede vi os for, at ændre planer og kørte i stedet til Arthurs Pass inde i landet.
Det viste sig, at være en rigtig god beslutning. Det er nok noget af det smukkeste vi har set i New Zealand! Bjerglandskabet er helt fantastisk! Mange højder, forskellig bevoksning og farver på hele turen gennem landskabet.
Vi endte med at campere midt ude i ingenting midt i det høje græs under den klareste stjernehimmel man kan forestille sig. Det var SÅ skønt!
Det var også her, at Liva fik smag for at tage billeder, og nærmest beslaglagde sin fars kamera, for at tage billeder af månen…
Dagen efter stod på en vandretur til nærmeste vandfald (naturligvis!), inden køreturen atter gik mod Christchurch og den videre rejse til Australien.
//Cecilie