Efter en noget (læs: voldsomt) gyngende sejltur fra Nordøen til Sydøen, gik det over stok og sten sydpå langs den vestlige kyst. Ambitionen er, at komme et godt stykke ned sydpå, og runde Queenstown, Te Anau og Milford Sounds – en ret ambitiøs plan, men vi vil helst ikke gå glip af noget:-)
Undervejs på køreturen stoppede vi ind forbi Pancake Rocks. Her kan man tydeligt se, hvordan vind og vejr har formet landskabet og hvordan stenene er blevet presset hårdt sammen, og nærmest ligger i lag, som en stak pandekager utrolig flot og meget fascinerende syn!
Livas begejstring var til at overse – hun foretrak at trisse rundt og samle små runde sten op, som lå langs med stierne…
Igen kunne vi imponeres af New Zealændernes evne til at skabe let-tilgængelige turistattraktioner af de mange naturfænomener. Pancake Rocks – vi laver en lille gangsti, og vupti så er det en stor turistmagnet, som er tilgængelig for alle (også kørestole og klapvogne)!
På skiltningen til Pancake Rocks var der også flere henvisninger til et ”blow hole” – ikke et begreb vi umiddelbart kendte til, så det måtte naturligvis også opleves. Det tog os lidt tid, mens vi gik rundt ved stenene og gennemskue hvad det her blow hole var for noget. Der var da et par steder, hvor bølgerne slog ind i klipperne og lavede nogle kæmpe skvulp, som sprøjtede lidt – ikke umiddelbart noget der imponerede voldsomt.
Men så gik det op for os, at der når bølgerne slog rigtig hårdt ind, kom damplignende sprøjt op, af mindre huller i klipperne. Og det tudede faktisk også lidt, som en te-kedel, der koger vand… Ret fascinerende og sjovt! Og vi tog os selv i og stå helt stille og heppe på hver eneste bølge, der kom ind mod klippen, i håb om, at den var stor nok til at skabe ”damp”.
Efter besøget ved Pancake Rocks kørte vi hurtigt videre til Hokitika, hvor vi havde fundet et fint lille un-powered campsite ved søen Mahinapua. Et fantastisk smukt sted med udsigt til søen og masser af plads til leg.
Liva spottede selvfølgelig hurtigt nogle store piger, der spillede bold, og blev snart centrum for legen.
Generelt har vi haft en utrolig positiv oplevelse, at New Zealænderne og deres børn. Børnene er simpelthen SÅ søde og gode til at lege med hinanden (og med Liva), og passe på hinanden!
Også de efterfølgende dage, var de store piger søde til at lege med Liva og tage hende med, når de løb rundt. Selv nede ved søen, da de sejlede rundt i deres kanoer, skiftede de til at have Liva med ud på en lille sejltur langs bredden.
New Zealand er et land med mange naturlige ressoucer, og noget af det vi så rigtig meget af på turen langs vestkysten, var guld – og i Hokitika og området omkring, er der også rigtig meget jade i undergrunden. Overalt i byen og småbyerne, sælger de grønne sten og smykker.
Noget af det, der er fedt ved at køre rundt i New Zealand på den her måde, er oplevelsen af, hvordan landskabet skifter – ofte ret pludseligt. Turen fra Hokitika sydpå bød på en meget markant oplevelse af den slags. Vi kørte langs vandet og kunne se havet og stranden til lige pludselig at befinde og midt i regnskoven! Ret utroligt! (Og ja, det regnede her!)
Vi gjorde stop ved Hokitika Gorge (-endnu en meget tilgængelig turistattraktion). Her gik vi ad en sti gennem regnskov, ud til udsigten over den enorme gorge. Det var utroligt smukt at se, hvordan det nærmest sølvfarvede vand (fyldt med silt) snor sig gennem landskabet, under den noget gyngende hængebro, som vi også måtte krydse for at komme helt ned til vandet.
Efter de obligatoriske billeder på klippen helt nede ved vandet, hoppede vi i bilen og kørte videre sydpå mod Fox Glacier.
//Cecilie