Til de spanskkyndige derude vil jeg lige indledningsvist bemærke, at det her indlæg altså ikke handler om et toiletbesøg (selvom vi da ikke kan komme udenom, at der har været lidt maveproblemer undervejs på vores tur allerede). Byens officielle navn er Baños de Agua Santa, og er kendt for de varme kilder og et væld af muligheder for at dyrke forskellige former for ekstrem sport – og ikke mindst meget populært blandt backpackere. Men altså, i daglig tale: Baños.
Da vi havde smidt bagagen på hotellet, tog vi ud for at udforske byen. Det første vi blev mødt med, var høj latinmusik, der fyldte gaden fra en nærliggende bygning. Da vi kommer hen til porten, og kigger ind, står vi og kigger ind på et bilværksted, hvor tre-fire mænd i kedeldragter render rundt og arbejder…
Noget af det bedste ved at rejse rundt i mere eksotiske lande (læs: varmere end Danmark!) er, at man kan få friskpresset juice af stort set alle slags frugter. Og det skal naturligvis udnyttes til fulde – vi (især Liva) har været storforbrugere af friskpresset juice fra både vandmeloner, appelsiner, papaya, jordbær og ananas. Til frokosten første dag i Baños var ingen undtagelse. Vi bestilte en ananas-juice hos servitricen, hvorefter hun gik ud ad døren, og ca. 3 minutter efter, kom tilbage med en pose med tre store ananas, som hun øjensynligt havde købt i butikken ved siden af… Det må man sige er friskt! (At det så tog dem over 20 min, at presse juicen og servere den for os, er en anden snak…)
Efter vores frokost begav vi os ud mod det store vandfald tæt ved Baños – Pailon del Diablo (der er flere mindre vandfald rundt om byen også). Vi fandt en bus, og satte os ind sammen med alle de lokale, og kørte mod vandfaldet. Der var ingen der forstod et ord engelsk ombord på bussen, så det var med fagter og få spanske gloser, at vi fandt ud af, at Pailon del Diablo var endestationen.
På trods af, at bussen kørte som død og helvede, faldt Liva hurtigt i søvn (hvilket hun efterhånden altid gør, når vi kører, flyver eller sejler), og forældrene kunne sidde roligt og nyde, hvad der ifølge Deniz var rejsens bedste soundtrack på turen.
Vandfaldet var smukt, stort og larmende. Og der var lavet snørklede stier hele vejen op ad klippevæggen, så man kunne komme op til toppen, og også røre vandet undervejs. Desværre havde vi ikke mulighed for at gå hele vejen op, for vi skulle nå den sidste bus tilbage til byen.
Da vi ikke synes ekstremsport er temaet for denne rejse, lod vi det op til byens øvrige turister, at prøve bungy jumping, river rafting og lignende. I stedet stod vi tidligt op (som i virkelig tidligt!) begge dage, og gik i et af de termiske bade sammen med de lokale. Vandet i det termiske bad var lækkert, og det var tydeligt, at det er noget de lokale dyrker meget. Lørdag morgen, var der dog rigelig fyldt i bassinet, og der var masser af familier med børn og badedyr, der hoppede rundt, på samme måde som vi er vant til at se i svømmehallen derhjemme.
Vi sluttede af med en tur under den kolde bruser (dog ikke Liva) – vand direkte fra et mindre vandfald, der mundede ud lige ved siden af de termiske bade. UH! det var koldt! – Og så tilbage på hotellet til en gang morgenmad:-)
Tæt ved Baños ligger vulkanen Tungurahua. Vi tog derfor op til et udkigspunkt, Casa del Arbol, i håb om at kunne se vulkanen. Desværre var der meget skyet, og vi kunne ikke se ret langt udover det bjerg vi selv befandt os på.
Til gengæld var der, en lille ”legeplads” ved Casa del Arbol, med himmelgynger og svævebaner til stor fornøjelse for både Liva og hendes forældre. Himmelgyngerne var placeret, så man gyngede ud over bjergkanten (liiidt skræmmende!) – ”kilder i maven”, som Liva sagde. Svævebanerne var ikke helt så kreativt konstrueret, men hvem elsker ikke en tur i en svævebane?! – Også selvom den bare kurer hen over en græsplæne!
Efter himmelgynger og utallige svævebaneture, ville vi gå turen ned ad bjerget til Baños, og begav os ud for at finde den sti, vi havde fået forklaret. Vi gik langs vejen det første stykke tid (vi havde fået fortalt, at den skulle begynde ca. 2 km nede af vejen)… Og vi gik, og vi gik – stadig på vejen…. og kiggede ned af indkørsler og over marker efter stien, som skulle være tydeligt markeret. Heldigvis var vejret (nogenlunde) godt – det regnede kun en lille smule, og der var masser af køer vi kunne hilse på undervejs. Vi har flere gange diskuteret, hvorvidt man i Ecuador har en anden kilometer-beregner end vi har i Europa – vi diskuterer stadig…
Efter ca. 4 km (vores km-beregning) kom stien på venstre hånd – tydeligt anvist med skilt ned til en café, som også lå på vejen! Vi kom ned at den stejleste sti, man kan forestille sig, og endte til sidst nede i Baños, lige bag hotellet – hurra!
Baños viste sig at være en rigtig hyggelig lille by, hvor vi sagtens kunne have tilbragt et par dage mere. Der er masser af hyggelige steder, og meget at tage ud og se og oplevelser (især hvis man er til hiking eller vilde oplevelser), så vi var egentlig noget ærgerlige over, at vi skulle så hurtigt videre. Men lørdag morgen gik turen videre til Riobamba og derefter Cuenca, inden vi skulle til højdepunktet på denne del af turen – Galapagos.
//Cecilie