Efter fire dage i San Blas glædede vi os til at komme tilbage til en eller anden form for civilisation på fastlandet. Vi tog fra San Blas i det nordøstlige Panama til Santa Fe i vest, et godt stykke inde i landet. Turen var lang med både bil, båd og to slags busser, men til sidst kom vi frem til Santa Fe et sted oppe i bjergene blandt kaffeplantager, cikader og fritgående høns i gaderne.
Hotel Anachoreo
Efter opholdet i San Blas var mødet med Hotel Anachoreo en lettelse – der var rent og tørt og en blæser på værelset.
Vi blev mødt af to cambodjanske kvinder, som drev hotellet – ganske specielt at møde asiater i den ende af verden…
Men skønt var der, og efter et cambodjansk måltid sov vi så dejligt, som vi sjældent har gjort et nyt og fremmed sted, alle tre!
Hotellet var smukt placeret med en fin have og den smukkeste udsigt over dalen, og hængekøjer på terrassen (eller gyng-gang, som Liva mente det var), som vi benyttede os flittigt af under vores ophold.
Maria Y Chon
Vi besluttede os for en af dagene, at tage en vandretur ned til Maria y Chon’s gård, hvor de gladelig fortæller om deres arbejde og om Santa Fes historie.
Turen var fantastisk. Vi gik ad vejen det meste af turen, og derefter over broer og op ad mudrede stier indtil vi kom til Maria y Chon’s såkaldte gård. Gården var et lille hus, uden vinduer og døre, som lå lidt inde mellem træerne i udkanten af regnskoven.
Vi blev modtaget af Maria – en lille rund, smilende ældre dame, som ikke talte et ord engelsk, men som gladelig snakkede og bød os velkommen. Hun fortalte om Santa Fes historie og om hvordan byen var blevet til det den er i dag, efter en missionær kom til byen og introducerede kristendommen (hvor er det nu vi har hørt nogenlunde samme historie før…?). Eftersom fortællingen jo foregik på spansk, fik vi ikke alle nuancerne med, men det gik trods alt – med hjælp fra google translate(!)
Efter historien viste hun os rundt på ”gården”, hvor vi fik lov at dufte til stort set alle hendes orkidéer (der var mange!!), og hun fortalte om, hvordan deres familie havde plantet hver eneste træ og kaffeplante der hørte til gården. Hun fortalte også om, hvordan de dyrker kaffebønnerne, og laver den lokale kaffe på gården. Vi sluttede af med lækker hjemmelavet mad, og købte en pose kaffebønner med hjem.
En tur til verdens ende…
Desværre bød mange af dagene i Sante Fe på flere timers regn, hvilket begrænsede vores bevægelsesmuligheder i området en del (det er knap så fedt, at vandre i silende regn og mudder til knæene…)
Vi var blevet anbefalet at tage den lokale bus (der kører minibusser mellem landsbyerne) til Guabal. Turen går gennem regnskoven, og skulle være både smuk og hyggelig.
Da bussen kom til stoppestedet, fik vi for alvor lov at opleve, hvordan kø-kultur er ikke-eksisterende blandt panamanerne. Vi stod pænt og troede, at vi ventede på, at det blev vores tur til at gå ind i bussen, men blev hurtigt overhalet både indenom og udenom af lokale, som nærmest kastede sig ind i bussen for at få en siddeplads. Det lykkedes os heldigvis at møve os ind i bussen og sikre os en siddeplads, men vi sad så vi hverken kunne se den smukke natur eller snakke sammen undervejs på turen Guabal.
Vi ankom til Guabal, som bestod af nogle få huse, en skole og ”Coco’s Café”, hvor en kvinde sad i døråbningen med sin manchete og skrællede kokosnødder (med hvad formål fandt vi ikke rigtig ud af, men gætter på, at caféens navn har noget med det at gøre…). Vi købte lidt at drikke og satte os på terassen. Det var omtrent samtidig med, at vi steg ud af bussen, at vi konstaterede, at vi nok bare skulle med bussen retur igen. Det gjorde vi så også – halvanden time senere…
Masser af myg!
Generelt var Santa Fe et fantastisk sted. Smuk natur, hyggelig by, venlige mennesker… – og masser af myg! Vi blev bogstavelig talt ædt op af myg, og smurte os ind i alt hvad vi kunne finde, der kunne afvise myggene. Men hverken Deet eller vores værters hjemmelavede økologiske olie virkede på de små bæster.
Det viste sig senere, da vi snakkede med en af de lokale, at det nok ikke var myg, der har plaget os, men nogle andre små insekter… – Det forklarer måske, hvorfor de traditionelle myggemidler ikke virkede…?
Vores sidste dag i Santa Fe var vi på besøg på en kaffeplantage i området. Plantagen vedligeholdes af eleverne på en kostskole ved siden af, og det er på den måde, de tjener til deres ophold på skolen.
Vi blev vist rundt på plantagen og indviet i, hvordan de producerer kaffe i Santa Fe-området, og hvad der gør deres kaffe til noget særligt. Det viste sig, at man tidligere har været stor eksportør til bl.a. Europa, men at området har været hårdt ramt af svamp på planterne, så produktionen blev hårdt ramt. Efterfølgende har kooperativerne, som står bag kaffeproduktionen haft fokus på at producere og eksportere lokalt i Panama, samtidig med, at man eksperimenterer med metoder til at holde svampen væk.
Regn, regn og mere regn…
Vi nød så absolut vores ophold i Santa Fe. Men havde håbet på mulighed for flere vandreture end det var tilfældet. De store regnmængder satte nogle begrænsninger i forhold til, hvor vi kunne gå hen, og selvfølgelig hvor interessant det ville være, at blive fanget et sted midt i en kæmpe skylle.
Ved besøget på kaffeplantagen, snakkede vi også om regnen, og dens betydning for kaffen, og for vores besøg. Det var så her, vores kære guide gjorde os opmærksom på, at den mest regnfulde måned i Panama er oktober. Vi kiggede på kalenderen, og kunne konstatere, at der stod den 2. oktober…
//Cecilie